FIngerprint Cards

FIngerprint Cards

onsdag 1 mars 2017

Tidligere bestyrelsesmedlem renses i insidersag



Lars Söderfjell, tidligere bestyrelsesmedlem i Fingerprint Cards, er ikke længere del af de svenske myndigheders undersøgelse af groft markedsmisbrug i forbindelse med en nedjustering fra det Stockholm-noterede selskab i december 2016.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra de svenske myndigheders afdeling for økonomisk kriminalitet, Ekobrottsmyndigheten, skriver det svenske nyhedsbureau Direkt.

Mistanken mod Lars Söderfjell, som omhandlede ulovlig videregivelse af intern viden, har hele tiden været af mild grad, baseret på såkaldt rimelig mistanke, oplyser myndighederne ifølge Direkt.

Imens fortsætter undersøgelsen vedrørende groft markedsmisbrug, som også omfatter aktieejer og tidligere topchef i Fingerprint Cards Johan Carlström.

Først i løbet af sommeren venter myndighederne at afgøre, om undersøgelsen munder ud i en anklage.

Aktien i Fingerprint Cards stiger tirsdag med 1 pct. til 50,35 svenske kr. Da oplysninger om sagen slap ud i pressen den 23. januar, faldt aktien med 7,5 pct. til 55,25 svenske kr.

To dage senere fratrådte Lars Söderfjell sit hverv som bestyrelsesmedlem i Fingerprint Cards. I den forbindelse understregede bestyrelsesformanden for Fingerprint Cards, Jan Wäreby, at man håbede på en hurtigt proces, samt at Lars Söderfjell blev renset for mistanke.

/ritzau/FINANS

Inga kommentarer:

Skicka en kommentar